torsdag den 10. januar 2008

Enden er nær

Godt nytår til alle! Min blog har stået stille i ret lang tid, men nu måtte den vist endelig få en lille opdatering. Imellem tiden har jeg været på ”leave” i starten af december, altså på ferie hjemme i Danmark i 3 uger, hvor jeg fik slappet af, hilst på lidt familie og venner samt et par ture i byen. Jeg landede så her i Kosovo igen lige før juleaften, hvor jeg var klar til at fejre julen i lidt andet himmelstrøg end derhjemme. Vi havde en ganske god juleaften med en julemiddag, som man kender hjemmefra – dog langt fra mors hjemmelavede brune kartofler og hendes fantastisk ris a’ la mande, men det havde man heller ikke turde forvente :-)

Nytåret blev også fejret, dog måtte man erkende, at det ikke er det samme som derhjemme. Jeg startede dagen ud med en idrætsdag i en fransk lejr ved navnet Belvedere, hvor det var knusende koldt med temperatur på -10 grader. Den danske bataljon var blevet inviteret til en nytårsidrætsdag, hvor vi skulle stille 20 mand til nogle forskellige discipliner. Vi stillede med 4 ingeniører og det gik strålende for danskerne, da vi sammenlagt hev en 2. plads hjem – hvilket franskmændene var meget imponeret over, så vi blev inviteret til mandagsparade i deres lejr ugen efter, hvor vi så modtog vores fortjente pokal! :-) Senere på aftenen tilbage i lejren, så vi selvfølgelig Dronningens nytårstale på storskærm og spiste god nytårsmad – men normalt plejer man at være temmelig beruset, hvilket vi langtfra var med en begrænsning på max 4 genstande pr. mand. Festen var dog peppet lidt op med et ”Space” tema, hvor folk klædte sig ud så godt de nu kunne. Der var mange sjove udklædninger, som var lavet ud af det man nu kunne skaffe i lejren. Alt i alt et godt nytår til alle, nu hvor KFOR 17 er meget tæt på at være forbi.

Den omtalte ballade som skulle forekomme omkring d. 10. december, skete simpelthen aldrig. Selvstændigheden af Kosovo skal man pludselig lede længe efter. Vi fik udsat ”balladen” til i starten af januar, men nu forventes en afgørelse omkring februar, hvis altså de får en godkendelse på det – hvilket vil betyde at Kosovo erklærer sig selvstændig indenfor et par måneder derefter. Ja, vi har droppet tanken om at det sker på dette hold, selvom der naturligvis stadig bliver trænet Riot Control i store mængder. Men ingen ballade er jo også et resultat i sig selv, hvilket vi selvfølgelig skal være glade for. Det betyder jo i den lange ende, at der ikke aktive problemer mellem serberne og albanerne, som jo er godt i sig selv.

Der er efterhånden kun en måned til at Hold 18 dumper ind i lejren, så dagene bliver talt fra nu af. Projekterne bliver holdt nede og man fokuserer så småt bare på overdragelsen der starter 6. februar, hvor de første fra Hold 18 ankommer. Vejret hernede er ret koldt, og der har ligget sne i lejren siden starten af november. Vi har været nede og runde næsten -20 grader om natten og med dagstemperaturer på -15 grader. Lige i tiden er temperaturen steget lidt, hvor vi kun har en smule frost – forhåbentligt er det allerede starten på foråret, som sagtens kan forekomme i januar måned. Trods det lidt hårde vejr, så har vi heldigvis fået udleveret en god mængde vinterudrustning. Vi har fået utroligt mange goder på dette hold – som et af de første KFOR hold - fordi man fra HOK’s side af er begyndt at fokuserer meget på fastholdelse af personale - og så må man jo give personalet lidt ekstra, hvilket vi har fået. Her kan der bl.a. nævnes svedtransporterende undertøj, t-shirts og strømper samt kvalitets termoundertøj, som er noget af det mest populære i diverse militærbutikker.

Ellers vil jeg lige benytte lejligheden til at skrive tak til dem som nu har taget sig tiden og kigget med på bloggen. Det har været en oplevelse at være i Kosovo indtil videre, men nu er vi også kommet til et tidspunkt, hvor man også bare gerne vil hjemme til ”kedelige” Danmark :-)

Mange hilsener fra Simon

6 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Simon.
Dejligt at der kom noget nyt info efter en laang periode uden opdateringer...

Næste uge drager vi på ALU/BLU i Oksbøl, og så er vi klar til at komme ned og afløse jer. Jeg ved ikke hvornår du flyver hjem igen og hvornår jer fra Skive afløser hinanden. Men jeg er med den første rotation fra JDR som bliver med afrejse den 10. feb. Håber stadig at du er dernede til den tid, så vi lige kan få hilst på hinanden.
Jeg glæder mig meget til at komme derned, og kan næsten ikke vente...

Men jeg skriver lige en mail til dig, for der er nogle ting jeg lige skal have spurgt dig om.

// Anders Kjærsgaard

Anonym sagde ...

Hej Simsen.

Godt nytår!!

Lyder godt, at du havde en god juleaften og en god nytårsaften.
Vi havde en stille og rolig nytårsaften hjemme i skihytten, Vi havde jo været på ski hele dagen (ja undtagen Stefan, han havde lige en sygedag, rigtig ærgerligt) og afterskiing er jo som bekendt ret dyrt i Sverige, men vi havde champagne med hjemmefra, så vi fik skålet ordenligt, men de sender ikke dronningens nytårstale deroppe. Til vores overraskelse sendte de dog 90års-fødselsdagen. :-)

Nå men ellers ikke noget nyt herfra. Stefan tager afsted om otte dage, så det er jo lidt kedeligt. (også selvom han ikke har opført sig ordentligt hele tiden)

Jamen vi snakkes jo ved bettebror. Du må ha' det! :-)

Knus fra Søs

Anonym sagde ...

Hej Simon
Dejligt at høre fra dig, både på siden her og i telefonen.
Nu glæder vi os til, at du er hjemme igen til at lave larm i huset. Du glæder dig vel til næste kapitel fra marts 08 - 1. logistikbataljon på Ålborg Kaserne. Vi ser frem til at høre, hvad de egentlig laver.
Her sker der ikke så meget nyt i den grå januar, bortset fra det kedelige med fars smadrede bil (en dame kørte ud foran ham fra en sidevej, så begge gamle biler blev totalsmadret, der skete ingen personskade, bortset fra at damens kæreste gik fuldstændig amok og råbte han ville slå far ihjel og lavede flere skader på bilen med karatespark. Han var ikke til at "nå" og ville ikke høre, at det var hendes skyld) og jagten på at finde en ny, så han kan komme problemfrit på arbejde.
Den 2.2. skal vi til 3. pårørendearrangement, vi skal nok have en pude med, for man får ondt i rø... af at sidde på de hårde stole.
I aften skal vi spise hos Sandra og Stefan. Mandag rejser Stefan igen til 7 ugers arbejde på skibet, så kan han ikke lave mere arbejde på huset i denne omgang.
Slut herfra.
Kærlige hilsener fra mor og far (der er ude at spille golf).

Anonym sagde ...

Hej Simon

Dejligt endelig at høre fra dig igen, og godt er der fortsat er ro i marken.

Vi er også kommet igennem en god jul og et godt nytår. Mellem jul og nytår var vi en tur nordpå da Jesper og Karl skulle deltage i den årlige jagt. Vi var også hos Sandra og Stefan hvor de havde lavet en super dejlig frokost. Det er også et dejligt hus de har fået købt.

Ja, så bliver Karl jo snart 60 år. Vi er ved at sende invitationer ud, og festen bliver holdt den 1 marts kl 14. Hvornår er den nu at du kommer hjem? Vi invitere nemlig alle vendelboerne. Den 7-9 marts har vi så lejet nogle hytter i Lalandia sammen med børn og børnebørn. Det glæder vi os også til.

Det var så lidt fra Skælskør i denne omgang. Ha`det fortsat godt, og PAS GODT PÅ DIG SELV:

Kærlig hilsen
Hanne og Karl

Unknown sagde ...

Hej Simon
godt at høre at det går godt der nede. Her oppe er der nok at se til. jeg er fortiden begravet i bøger og havetegninger til op over begge øre. og hvad jeg kan forstå på det så er det bare begyndelsen. Nå, men sådan er det vel at være studerende. Jeg håber at i trive der nede. jeg må indrømme at jeg faktisk savner alt det der "millihalløj" lidt. Nå,men du må hilde gutterne fra mig. Jeg ser frem til at høre fra dig når du sætter fod på dansk grund igen. De varmeste hilsner
Claus "CMP"

Anonym sagde ...

Tak for de interessante oplysninger