Exercise, exercise, exercise!

Det er efterhånden et godt stykke tid siden jeg sidst har skrevet herinde. Det skyldes til dels, at jeg ”desværre” ikke har så meget at berette om, sådan rent missionsmæssigt. Jeg har en vældig masse at fortælle om, men det omhandler stort set bare sport og hygge med gutterne :-)

Mange dømmer missionen her til Kosovo, som ren ”badeferie”. Og ja, det er det til dels også – men så alligevel langt fra. KFOR-styrken er repræsenteret af ca. 18.000 soldater med nationaliteter verden over. Den danske KFOR-styrke består af lidt over 300 mand. Hvis man fjerner KFOR fra hele Kosovo, så er det sikkert som amen i kirken, at Kosovo vil ende præcis i samme situationen, som det stod til i 1999, hvor albanerne og serberne var i store konflikter. Så rent missionsmæssigt, så er det KFORs tilstedeværelse, som gør stedet så fredeligt, som det er. Der hersker derfor også meget stor tvivl, om missionen nogensinde vil lukke ned, for som det står nu, er Kosovo ikke klar til at klare sig selv – og det vil de ikke være i de næste mange år. Man har dog ofte varslet om nedlukningen på flere hold, og vi pakker også allerede ting og sender dem hjem, ”hvis nu missionen pludselig lukker”. Faktum er, at selvom lille Danmark vælger at trække sig fra Kosovo, så vil der stadig være mange nationaliteter repræsenteret for KFOR – og det vil kun være et politisk nederlag for Danmark, hvis vi vælger at nedlægge støtten til KFOR.

Hvad der er mere aktuelt for tiden vi går i møde, så vil der være NATO-topmøde d. 10. december, hvor man beslutter sig for, om Kosovo skal erklæres selvstændige. I juli måned havde man også afsat en dato, men den blev udskudt, så med stor forventning bliver mødet også udskudt denne gang, hvilket så betyder at der først vil blive arrangeret et møde engang næste år. Hvis man rent faktisk kommer til enighed og derfor vælger at erklære Kosovo selvstændigt, så vil der rent praktisk ske dette, at albanerne vil fejre, mens serberne vil demonstrere specielt i Mitrovica, da de som nævnt tidligere bor tæt op af albanerne. Disse demonstrationer kan blive meget små og næsten ligegyldige, men de kan også være en gentagelse af 2004, hvor demonstrationerne gik helt amok. Det er så her at vi kommer ind i billedet, da vores PNIF-kompagni (Udtales ”pinfer”) træner CRC (Crowd Riot Control) til hudløshed. CRC er også kaldet ”blå kæde”, hvor man stiller op med blå hjelme, skjolde og benskinner for derefter at imødekomme demonstranter. Præcis samme scenarie, som i ser hjemme på Jagtvejen – forskellen er bare, at hernede kan der på et par timer samles mere end 50.000 serbiske demonstranter. Til CRC bruger pinferne også deres panserede køretøjer, så de indgår selvom også i træningen. Da de jo altid mangler momenter (altså folk der kan agere demonstranter og kaste vandflasker på dem), så stiller vi indimellem som momenter. Så prøver vi at presse dem mest muligt, så de får mest træning ud af det. Det betyder også, at vi giver den en ekstra skalle, hvilket selvfølgelig bliver gengældt når vi bliver arresteret af militærpolitiet eller lign. Det giver lidt knubs ind imellem – både til pinferne og os – men det er helt klart den bedste måde at træne på. Vi kaster kun med ½-liters vandflasker – i en skarp situation ville det selvfølgelig være brosten, der ville blive kastet med.

Træning, træning og atter træning. ”Worst case scenario” har minimale chancer for at ske – og så skal de scenarier selvfølgelig trænes! Så vi har samtidig kørt større shelter-øvelser, hvor vi træner procedures, hvis lejren pludselig skulle komme under beskydning. Chancen er forsvindende lille for at lejren bliver direkte angrebet, men derfor indøves procedures naturligvis, så vi altid er klar. Samme princip gælder brandøvelser, da man jo aldrig kan øve det nok (desværre). Så vi får ugentlig en uanmeldt brandøvelse, så vi ikke glemmer procedurerne.

Vi har efterhånden klaret en del CIVIC opgaver, hvor vi er ude og lave arbejde for de lokale. Vi har lige overstået et projekt, hvor vi fik lagt kloakrør under en vej, for derefter at hæve vejen, da den nærmest står i vand, så snart det regner en smule. Opgaven blev udført ganske godt, og det kan ca. 2000 mennesker nyde godt af, når sneen falder senere. Ud over graveopgaver, så bliver der også bygget småting, som fodboldmål til skolerne i området. Sidste nye større projekt for os ingeniører er en bro over floden Ibar, hvor vi pt. er ved at skaffe materialerne hjem.

Ellers går det rigtigt godt. Folk er begyndt at ryge på leave fra en side af, så vi mangler altid en 4-5 mand. Min tur er som sagt d. 28. November, så der er lidt tid igen. Det er nu heller ikke fordi jeg tæller dagene, da jeg som sagt har det ganske godt hernede. Efteråret er kommet, så temperaturen er lige omkring frysepunktet. Vi har regn for det meste, eller også er det bare overskyet. I går var vi oppe på det bjerg, hvor vi har sprængningstilladelse – og ja, der blev vi nødt til at aflyse pga. vejret. Se billedet for større forståelse :-)

Hav det godt derhjemme og håber i nyder det kedelige efterår! Der går nok ikke så lang tid før næste update, men der skal selvfølgelig også være noget at skrive om – andet end badeferie og hockey-turneringer ;-)

(En flot udsigt på toppen af bjerget på Dancon Marchen, 25,2 km i hårdt terræn)