Destination Home

Så går turen endelig hjem af. Mens den første 1/3 forlod Camp Olaf Rye i går, så må alle andre væbne sig med tålmodighed. I morgen, fredag, smutter så endnu en 1/3 af lejren, og så må de sidste af os se frem til søndag, hvor det sidste af Hold 17 er på vej hjem. Hold 18 er stort set ankommet og allerede i fuld gang med at sætte deres præg på dagligdagen i Kosovo. I denne periode hvor vi roterer to hold, så foregår der selvfølgelig en masse overdragelse, hvor man fortæller alle guldkornene videre, så næste hold kan bruge vores erfaring til noget og løse kommende problemer bedre. Selv har jeg ikke meget der skal overdrages, og da min afløser først kommer i morgen, så har mine dage været ganske afslappende. Vi er alle flyttet ud af vores FAB’er, som er blevet overtaget af det nye hold – vi sover nu i én stor pærevælling oppe i vores fælleslokale – meget lejrskoleagtigt, så det er ganske sjovt :-)

Når jeg ser tilbage på min tid i Kosovo, så har den været fuld af både positive og negative oplevelser og erfaringer. Jeg fortryder på ingen måde, at jeg tog af sted for 6 måneder siden, så på den måde er tiden ikke spildt. Nu er man selvfølgelig ved at være godt træt af det hele, så alt hvad man har i hovedet er at komme hjem til lille Danmark. Om et års tid har jeg nok glemt alle de negative ting ved Kosovo, og så får jeg måske lyst til at tage af sted igen en gang. Det er i hvert fald ikke udelukket, dog er det helt sikkert, at det bliver ikke som ingeniør, men i en anden stilling, hvor jeg har lidt mere ansvar og uddannet til noget, vi kan bruge til noget hernede :-) Det store spørgsmål er jo også, om KFOR overhovedet er en mission mere om et års tid. Selvstændigheden er lige om dørene, hvor det seneste nye siger, at erklæringen kommer på søndag. Der er stadig mange, som tvivler på dette og forventer at erklæringen først kommer i marts. Personligt tror jeg selv på at Kosovo bliver selvstændigt, men hvornår det bliver officielt, er der ikke mange, der kan svare på. Om hele selvstændigheden, officielt eller ej, så er der ikke meget der tyder på, at vi vil opleve protester og uroligheder, som tilbage i 2004. Måske er Kosovo på den rette vej med fred mellem Kosovo albanere og serbere, men det er et forhold der skal passes om, da situationen stadig er meget spændt mellem de to nationaliteter. Vi håber da i det mindste at de finder ud af at enes, så de kan få Kosovo på rette køl.

Ellers vil jeg bare sige mange tak til dem som fulgte med på bloggen, det har været en fornøjelse at læse kommentarerne hjemmefra. Så nu vil jeg læne mig tilbage og vente på tiden går, så vi kan komme af sted hjemad :-)

Enden er nær

Godt nytår til alle! Min blog har stået stille i ret lang tid, men nu måtte den vist endelig få en lille opdatering. Imellem tiden har jeg været på ”leave” i starten af december, altså på ferie hjemme i Danmark i 3 uger, hvor jeg fik slappet af, hilst på lidt familie og venner samt et par ture i byen. Jeg landede så her i Kosovo igen lige før juleaften, hvor jeg var klar til at fejre julen i lidt andet himmelstrøg end derhjemme. Vi havde en ganske god juleaften med en julemiddag, som man kender hjemmefra – dog langt fra mors hjemmelavede brune kartofler og hendes fantastisk ris a’ la mande, men det havde man heller ikke turde forvente :-)

Nytåret blev også fejret, dog måtte man erkende, at det ikke er det samme som derhjemme. Jeg startede dagen ud med en idrætsdag i en fransk lejr ved navnet Belvedere, hvor det var knusende koldt med temperatur på -10 grader. Den danske bataljon var blevet inviteret til en nytårsidrætsdag, hvor vi skulle stille 20 mand til nogle forskellige discipliner. Vi stillede med 4 ingeniører og det gik strålende for danskerne, da vi sammenlagt hev en 2. plads hjem – hvilket franskmændene var meget imponeret over, så vi blev inviteret til mandagsparade i deres lejr ugen efter, hvor vi så modtog vores fortjente pokal! :-) Senere på aftenen tilbage i lejren, så vi selvfølgelig Dronningens nytårstale på storskærm og spiste god nytårsmad – men normalt plejer man at være temmelig beruset, hvilket vi langtfra var med en begrænsning på max 4 genstande pr. mand. Festen var dog peppet lidt op med et ”Space” tema, hvor folk klædte sig ud så godt de nu kunne. Der var mange sjove udklædninger, som var lavet ud af det man nu kunne skaffe i lejren. Alt i alt et godt nytår til alle, nu hvor KFOR 17 er meget tæt på at være forbi.

Den omtalte ballade som skulle forekomme omkring d. 10. december, skete simpelthen aldrig. Selvstændigheden af Kosovo skal man pludselig lede længe efter. Vi fik udsat ”balladen” til i starten af januar, men nu forventes en afgørelse omkring februar, hvis altså de får en godkendelse på det – hvilket vil betyde at Kosovo erklærer sig selvstændig indenfor et par måneder derefter. Ja, vi har droppet tanken om at det sker på dette hold, selvom der naturligvis stadig bliver trænet Riot Control i store mængder. Men ingen ballade er jo også et resultat i sig selv, hvilket vi selvfølgelig skal være glade for. Det betyder jo i den lange ende, at der ikke aktive problemer mellem serberne og albanerne, som jo er godt i sig selv.

Der er efterhånden kun en måned til at Hold 18 dumper ind i lejren, så dagene bliver talt fra nu af. Projekterne bliver holdt nede og man fokuserer så småt bare på overdragelsen der starter 6. februar, hvor de første fra Hold 18 ankommer. Vejret hernede er ret koldt, og der har ligget sne i lejren siden starten af november. Vi har været nede og runde næsten -20 grader om natten og med dagstemperaturer på -15 grader. Lige i tiden er temperaturen steget lidt, hvor vi kun har en smule frost – forhåbentligt er det allerede starten på foråret, som sagtens kan forekomme i januar måned. Trods det lidt hårde vejr, så har vi heldigvis fået udleveret en god mængde vinterudrustning. Vi har fået utroligt mange goder på dette hold – som et af de første KFOR hold - fordi man fra HOK’s side af er begyndt at fokuserer meget på fastholdelse af personale - og så må man jo give personalet lidt ekstra, hvilket vi har fået. Her kan der bl.a. nævnes svedtransporterende undertøj, t-shirts og strømper samt kvalitets termoundertøj, som er noget af det mest populære i diverse militærbutikker.

Ellers vil jeg lige benytte lejligheden til at skrive tak til dem som nu har taget sig tiden og kigget med på bloggen. Det har været en oplevelse at være i Kosovo indtil videre, men nu er vi også kommet til et tidspunkt, hvor man også bare gerne vil hjemme til ”kedelige” Danmark :-)

Mange hilsener fra Simon

Exercise, exercise, exercise!

Det er efterhånden et godt stykke tid siden jeg sidst har skrevet herinde. Det skyldes til dels, at jeg ”desværre” ikke har så meget at berette om, sådan rent missionsmæssigt. Jeg har en vældig masse at fortælle om, men det omhandler stort set bare sport og hygge med gutterne :-)

Mange dømmer missionen her til Kosovo, som ren ”badeferie”. Og ja, det er det til dels også – men så alligevel langt fra. KFOR-styrken er repræsenteret af ca. 18.000 soldater med nationaliteter verden over. Den danske KFOR-styrke består af lidt over 300 mand. Hvis man fjerner KFOR fra hele Kosovo, så er det sikkert som amen i kirken, at Kosovo vil ende præcis i samme situationen, som det stod til i 1999, hvor albanerne og serberne var i store konflikter. Så rent missionsmæssigt, så er det KFORs tilstedeværelse, som gør stedet så fredeligt, som det er. Der hersker derfor også meget stor tvivl, om missionen nogensinde vil lukke ned, for som det står nu, er Kosovo ikke klar til at klare sig selv – og det vil de ikke være i de næste mange år. Man har dog ofte varslet om nedlukningen på flere hold, og vi pakker også allerede ting og sender dem hjem, ”hvis nu missionen pludselig lukker”. Faktum er, at selvom lille Danmark vælger at trække sig fra Kosovo, så vil der stadig være mange nationaliteter repræsenteret for KFOR – og det vil kun være et politisk nederlag for Danmark, hvis vi vælger at nedlægge støtten til KFOR.

Hvad der er mere aktuelt for tiden vi går i møde, så vil der være NATO-topmøde d. 10. december, hvor man beslutter sig for, om Kosovo skal erklæres selvstændige. I juli måned havde man også afsat en dato, men den blev udskudt, så med stor forventning bliver mødet også udskudt denne gang, hvilket så betyder at der først vil blive arrangeret et møde engang næste år. Hvis man rent faktisk kommer til enighed og derfor vælger at erklære Kosovo selvstændigt, så vil der rent praktisk ske dette, at albanerne vil fejre, mens serberne vil demonstrere specielt i Mitrovica, da de som nævnt tidligere bor tæt op af albanerne. Disse demonstrationer kan blive meget små og næsten ligegyldige, men de kan også være en gentagelse af 2004, hvor demonstrationerne gik helt amok. Det er så her at vi kommer ind i billedet, da vores PNIF-kompagni (Udtales ”pinfer”) træner CRC (Crowd Riot Control) til hudløshed. CRC er også kaldet ”blå kæde”, hvor man stiller op med blå hjelme, skjolde og benskinner for derefter at imødekomme demonstranter. Præcis samme scenarie, som i ser hjemme på Jagtvejen – forskellen er bare, at hernede kan der på et par timer samles mere end 50.000 serbiske demonstranter. Til CRC bruger pinferne også deres panserede køretøjer, så de indgår selvom også i træningen. Da de jo altid mangler momenter (altså folk der kan agere demonstranter og kaste vandflasker på dem), så stiller vi indimellem som momenter. Så prøver vi at presse dem mest muligt, så de får mest træning ud af det. Det betyder også, at vi giver den en ekstra skalle, hvilket selvfølgelig bliver gengældt når vi bliver arresteret af militærpolitiet eller lign. Det giver lidt knubs ind imellem – både til pinferne og os – men det er helt klart den bedste måde at træne på. Vi kaster kun med ½-liters vandflasker – i en skarp situation ville det selvfølgelig være brosten, der ville blive kastet med.

Træning, træning og atter træning. ”Worst case scenario” har minimale chancer for at ske – og så skal de scenarier selvfølgelig trænes! Så vi har samtidig kørt større shelter-øvelser, hvor vi træner procedures, hvis lejren pludselig skulle komme under beskydning. Chancen er forsvindende lille for at lejren bliver direkte angrebet, men derfor indøves procedures naturligvis, så vi altid er klar. Samme princip gælder brandøvelser, da man jo aldrig kan øve det nok (desværre). Så vi får ugentlig en uanmeldt brandøvelse, så vi ikke glemmer procedurerne.

Vi har efterhånden klaret en del CIVIC opgaver, hvor vi er ude og lave arbejde for de lokale. Vi har lige overstået et projekt, hvor vi fik lagt kloakrør under en vej, for derefter at hæve vejen, da den nærmest står i vand, så snart det regner en smule. Opgaven blev udført ganske godt, og det kan ca. 2000 mennesker nyde godt af, når sneen falder senere. Ud over graveopgaver, så bliver der også bygget småting, som fodboldmål til skolerne i området. Sidste nye større projekt for os ingeniører er en bro over floden Ibar, hvor vi pt. er ved at skaffe materialerne hjem.

Ellers går det rigtigt godt. Folk er begyndt at ryge på leave fra en side af, så vi mangler altid en 4-5 mand. Min tur er som sagt d. 28. November, så der er lidt tid igen. Det er nu heller ikke fordi jeg tæller dagene, da jeg som sagt har det ganske godt hernede. Efteråret er kommet, så temperaturen er lige omkring frysepunktet. Vi har regn for det meste, eller også er det bare overskyet. I går var vi oppe på det bjerg, hvor vi har sprængningstilladelse – og ja, der blev vi nødt til at aflyse pga. vejret. Se billedet for større forståelse :-)

Hav det godt derhjemme og håber i nyder det kedelige efterår! Der går nok ikke så lang tid før næste update, men der skal selvfølgelig også være noget at skrive om – andet end badeferie og hockey-turneringer ;-)

(En flot udsigt på toppen af bjerget på Dancon Marchen, 25,2 km i hårdt terræn)